Skansespillets 2 børnehold glæder sig til at underholde publikum med de 2 vinterforestillinger, som de har forberedt i løbet af efteråret.
Fredag den 25. november kl. 19:00 og lørdag den 26. november kl. 13:00 i aulaen på Gandrup Skole.
Den første forestilling, der vil blive spillet er “DR Agenter“, som opføres af 10 børn mellem 1. og 5. klasse. I stykket er der sket det mest forfærdelige, man overhovedet kunne tænke sig. Der er blevet stjålet optagelser fra Danmarks allervigtigste program, Den Store Bagedyst, der vil kunne afsløre vinderne før tid! Det er derfor op til agenterne at finde ud af, hvem de skyldige er og få optagelserne tilbage i sikkerhed.
Efter en kort pause, hvor der selvfølgelig sælges kaffe og kage, samt andre forfriskninger, er vi klar med en forestilling mere, som hedder “Mysteriet i Landsbyen” og spilles af 12 unge mellem 6. og 8. klasse. I denne forestilling er der blevet begået et mord i en ellers stille og fredelig landsby. Men hvem kan dog have gjort det? Og hvis opgave er det egentlig at finde forbryderen? Politiet og militæret kan i hvert fald ikke blive enige om det, og sagen bliver ikke bedre af, at der oven i købet kommer en detektiv udefra og blander sig i sagen
Begge forestillinger er skrevet af Liane Gjerlev Eriksen, som også er instruktør. Instruktør-assistenter er Emilie Pedersen og Fie Duus.
Dørene åbnes 30 minutter før forestillingen.
Hvis du ikke har adgang til at printe dine billetter, kan du vælge mobilbillet, eller blot sige dit navn ved indgangen.
Bemærk at købte billetter ikke refunderes.
GOD FORNØJELSE