Skansespillet aflyser årets sommerspil ”Skammerens Datter II”.

Siden regeringens udmelding den 6. april omkring aflysning af alle større arrangementer, har Skansespillet afventet en præcisering af, hvad et ”større” arrangement er. Tirsdag den 21. april kom der en udmelding om at ”større” arrangementer var mere end 500 personer. Men ud af dette kan man dog ikke konkludere, at arrangementer med under 500 personer dermed vil være tilladt, og fra Skansespillets bestyrelses side har vi vurderet, at vi desværre ikke kan trække beslutningen, om vi skal genopstarte med forberedelserne til årets sommerspil længere.

Vi har derfor draget konsekvensen og valgt at aflyse sommerens forestilling. Vi har lagt vægt på usikkerheden omkring hvilke vilkår og restriktioner, der kommer til at gælde efter 10. maj. med udgangspunkt i de gældende anbefalinger omkring social afstand, som det vil være umuligt at overholde både til prøver, på scenen og på publikumstribunen. 

De økonomiske konsekvenser har vi stadig ikke det fulde overblik over. Regeringens udvidede hjælpepakker vurderes umiddelbart at kunne søges til delvis at afhjælpe det underskud, som aflysningen uvægerligt resulterer i, men der går nok lidt tid endnu, inden vi har det fulde overblik. 

Heldigvis er alle forberedelserne til sommerspillet ikke helt spildt, da den planlagte forestilling ”Skammerens Datter II” i stedet opføres i sommeren 2021. Vi har fået grønt lys af rettighedshaverne til at vi kan sætte forestillingen op i 2021 i stedet, og både instruktørholdet og de mange praktiske udvalg, har givet tilsagn om, at de også er med til næste år, og mange af skuespillerne har også allerede tilkendegivet at de glæder sig til at være med, når prøverne starter op igen.

Bestyrelsen er rigtig glade for opbakningen fra både instruktørholdet, skuespillerne og de mange frivillige kræfter, og vi går derfor snarest i gang med at lægge en strategi for, hvordan vi planlægger forberedelsen og afviklingen af sommerspillet 2021 bedst muligt. Vi har jo alle glædet os meget til gensynet med Lene Kaaberbøls Skammerunivers i år, men vi lover, at vi både har motivationen og gejsten til at give den en ekstra skalle det næste års tid, så vi kan byde publikum velkommen tilbage med et brag af en forestilling i 2021. 

Skansespillet 2021 - Skammerens Datter 2 - Udsat